Jeanette Øbro

_MH_4591.jpg

Jeg har skrevet, siden jeg begyndte at tænke over, hvad pokker meningen er med det hele. At skrive giver mig mulighed for at forstå verden bedre. Det er, som om tingene åbner sig for mig, når de kommer på skrift og det ene ord tager det andet. 

Som helt ung skrev jeg kun for min egen skyld, for at forsøge at fastholde og forstå verden omkring mig. Jeg skrev digte, noveller, dagbøger og lange rejsebreve. Jeg tyggede drøv på alt, hvad jeg oplevede, ved at skrive om det. 

I midten af trediverne var jeg klar. Romankarakterer og deres historier holdt deres indtog i mit hoved. Notesbøger blev fyldt. Sider blev tastet. Men der gik lang tid, før jeg vovede at døbe dokumentet. Manuskript. Det lød ligesom for stort. For ambitiøst. 

Og der var noget jeg skulle overvinde for at kunne slippe denne ambition løs. 

Det hele startede med dans. Moderne dans. Mærkeligt nok. En af de mere nonverbale udtryksformer, kan man roligt sige. Og samtidig gav det god mening, for når ens hoved myldrer med ord, er det en meget fredfyldt oplevelse at forsvinde ind i kroppens verden. 

DANS.jpg
 
 

Danse er noget man skal gøre, mens man er ung. Senere ville jeg skrive bøger. Sådan blev det også men der skulle gå længere tid end jeg havde forestillet mig.

Jeg trænede og lavede forestillinger. Tog ophold i Frankrig, Tyskland og Guinea. Det var nogle fantastiske år, som er blevet meget definerende for mit liv. Men jeg havde fået brug for at få mere sikker grund under fødderne og at læse videre. 

Jeg uddannede mig som jordemoder, men faldt aldrig til i den stresssende hospitalsverden. Og jeg savnede det kreative. Så jeg uddannede mig indenfor kommunikation og arbejdede med det i knap ti år.

 

Jeg havde gode jobs og dejlige kolleger og fik masser af efteruddannelse. Men der manglede stadig noget. Jeg fandt det, da jeg begyndte at skrive igen. Det var som at komme hjem. 

Jeg har skrevet på fuld tid siden 2010 og er blevet så optaget af at arbejde med det psykologiske, at jeg er begyndt på en uddannelse som psykoterapeut.
 

Hvad er den vigtigste grund til, at du skriver?

At jeg ikke kan lade være. Hele arbejdet før, under og efter en romans tilblivelse er stærkt vanedannende. Det er en cyklus med vidt forskellige perioder: Først er der udviklingen af en ny historie, hvor alt er åbent, og vi researcher og taler med en masse spændende mennesker. Så kommer skrivefasen, som er utrolig indadvendt og intens, og til sidst udgivelsen, som er forløsende og udadvendt. Det er et fantastisk arbejde.

Hvem/hvad inspirerer dig?

Virkeligheden er stærkt inspirerende. Men også faglitteratur, især det psykologiske stof, er en stor inspirationskilde til vores hovedperson, som er psykolog. Jeg er begyndt at læse til psykoterapeut, og det er meget inspirerende for mit arbejde med Katrine Wraa. 

Har du nogen skriveritualer (fx lytter til bestemt musik eller sidder et bestemt sted)?

Jeg skal have ro omkring mig og rigelige mængder god kaffe. Og så har jeg et citat af dramaturgikongen Robert McKee hængende i mit arbejdsværelse: ”Du skal ikke gøre livet nemt for din hovedperson.” Det ser jeg på mange gange i løbet af dagen.

Skal en krimi have en lykkelig slutning. Hvorfor, hvorfor ikke?

Nej, ikke nødvendigvis lykkelig, men den uretfærdighed der er begået – drabet – skal forløses på en eller anden måde.

Hvilken bog (af en anden forfatter) har betydet mest for dig?

”Slottet” og ”Processen” af Franz Kafka, som jeg læste som helt ung, gjorde stort indtryk med deres fremmedgjorte og mareridtsagtige univers.